Referat for Børn- Kultur og Fritidsudvalget møde den 13. juni 2023
104. Præsentation af Kulturministeriets kulturpolitiske redegørelse 2023
Sagsnummer: 2023-008829
Sagsbehandler: Henrik Louring
Præsentation
Der gives på udvalgsmødet en kort præsentation af formål, nøgletal og konklusioner fra Kulturpolitisk Redegørelse 2023.
Forvaltningen foreslår
- At udvalget drøfter redegørelsen, herunder hvordan den kan bruges lokalt i Middelfart kommune.
Sagsbeskrivelse
Den kulturpolitiske redegørelse er den første siden 1997.
Redegørelsen sætter bl.a. tal på, hvordan danskerne bruger kulturen, hvordan kulturen bidrager til dansk økonomi og beskæftigelse, og hvordan den digitale udvikling påvirker danskernes forbrug af medier, nyheder og kultur.
Ved BKF-mødet fremdrages nøgletal og tendenser om kulturens udvikling, og der lægges op til en lokal politisk drøftelse af, hvordan redegørelsen belyser det lokale kultur, kunst og fritidsliv.
Den kulturpolitiske redegørelse er vedlagt som bilag.
Fra forordet til Redegørelsen:
"Det er 25 år siden, at der sidst blev lavet en kulturpolitisk redegørelse. Verden har ændret sig meget siden, og det er derfor på høje tid at gøre status for det danske kulturliv. Det sker med en krig i Europa som bagtæppe og i efterdønningerne af corona. Og det sker i en virkelighed influeret af sociale medier og tech-giganter. Vi har brug for en samlet kulturpolitik som modsvar og modvægt."
"Kulturen udfordrer vores måde at tænke og se verden på samtidig med, at det binder os sammen som land og folk. Det er den danske identitet og den fælles historie. Kulturlivet i bredeste betydning – fra fodboldlandskampe over musikfestivaler til biblioteker og kunstmuseer – skaber fælles oplevelser, understøtter vores udsyn og modvirker fordomme og snæversyn. For kunst og kultur er det bærende fundament i et frit og demokratisk samfund. Kunst og kultur er den diametrale modsætning til ensretning og sindelagskontrol. Det er i kraft af vores fælles kulturarv og de erkendelser og indsigter, vi får i mødet med kunst og kultur, at vi kan finde svar på, hvem vi er – både som individer og som folk. Og det er når vi møder hinanden på tværs af f.eks. alder, geografi og uddannelsesmæssig baggrund, at vi opnår fællesskab og forståelse. "
"På den måde er kunst og kultur essentiel for vores forudsætninger for at deltage i demokratiet, og afgørende for at vi bliver forbundet som venner, familier og nation. "
"Et stærkt kulturliv er essentielt for at bevare vores sammenhængskraft som land. Den kulturpolitiske redegørelse angår derfor både udøvende kunstnere og aktører i det danske kulturliv. Og den angår os alle som borgere i et frit vestligt demokrati."
[Den kulturpolitiske Redegørelse, s. 4-5]
Økonomi
Ingen
Høring
Ingen
Klima & bæredygtighed
Ingen
Beslutning
Drøftet.
Behandlingsplan
Bilag
105. Revision af kriterierne for ansøgninger til kulturpuljen
Sagsnummer: 2023-008824
Sagsbehandler: Henrik Louring
Præsentation
Det er i forbindelse med udvalgsmødet 9. maj 2023, besluttet af der skal udarbejdes forslag til reviderede kriterier og beslutningsproces for ansøgninger til kulturpuljen med et mindre antal årlige ansøgningsfrister.
Der fremlægges forslag til nye kriterier der fremadrettet kan lægges til grund for behandlingen af ansøgninger til puljen.
Forvaltningen foreslår
- At udvalget drøfter prioriteringen af de reviderede kriterier.
Sagsbeskrivelse
De nuværende kriterier for kulturpuljen findes på Middelfart Kommunes hjemmeside og er vedlagt sagen som bilag.
FREMADRETTEDE KRITERIER
Der foreslås at der fremadrettet tages udgangspunkt i alle eller et udsnit af nedenstående punkter efter udvalgets valg:
Ved ansøgninger til kulturpuljen er det en forudsætning, at
- aktiviteten skal foregå i Middelfart Kommune
- aktiviteten har lokal forankring og interesse
- aktiviteten ikke er afholdt før efter udløbet af den førstkommende ansøgningsfrist
- der redegøres for formål og ide med arrangementet
- der er offentlig adgang til arrangementet
- budget for finansiering af arrangementet vedlægges ansøgningen
- ansøgeren gør rede for overvejelser om hvordan aktiviteten kan gennemføres bæredygtigt og bidrage til den grønne omstilling
- der i PR-materiale anføres, at der er ydet støtte fra Middelfart Kommune
Desuden lægger Børn, Kultur og Fritidsudvalget i Middelfart kommune vægt på at
- der ved tilbagevendende arrangementer arbejdes på, at de på sigt kan gennemføres med et selvstændigt finansieringsgrundlag
- aktiviteten understøtter Middelfart kommunes vision "Vi bygger broerne" og de politiske mål, særligt "Flere aktive i kulturlivet", "Flere kulturoplevelser" og "Flere unge med i fællesskaber"
- aktiviteten er kulturelt nytænkende og iværksætter nye initiativer
- ansøgeren yder en grad af egenfinansiering, eventuelt i form af sponsorater eller entré indtægter.
Kulturpuljen støtter ikke
- projekter der udelukkende er til gavn for ansøger eller dennes virksomhed - herunder private arrangementer
- dækning af udgifter med tilbagevirkende kraft.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER
Alle ansøgninger behandles af Børn, Kultur og Fritidsudvalget på det førstkommende udvalgsmøde efter udløbet af ansøgningsfristen.
Der er 3 årlige ansøgningsrunder. Ansøgningsfrist 15.3, 15.8 og 15.12
Økonomi
Ingen
Høring
Ingen
Klima & bæredygtighed
Forslaget er, at ansøgerne fremadrettet redegør for en bæredygtig gennemførelse af de aktiviteter, hvortil der søges støtte.
Beslutning
Udvalget besluttede, at behandlingen skal ske ud fra alle de nævnte kriterier.
Behandlingsplan
Bilag
106. KLs Kultur- og Fritidskonference 2023
Sagsnummer: 2023-008404
Sagsbehandler: Henrik Louring
Præsentation
Opfølgning på KLs Kultur- og Fritidskonference 2023.
Forvaltningen foreslår
- At sagen drøftes.
Sagsbeskrivelse
Overskriften for KLs Kultur- og Fritidskonference var "Kultur, fritid og idræt – en del af løsningen".
Temaet for konferencen handler om kulturens rolle i forhold til flere, store og indviklede problemer, som findes i samfundet. Disse kaldes for "vilde problemer" (på engelsk "wicked problems") og handler bl.a. om, at der ikke findes én enkelt løsning på problemerne. I stedet er det vigtigt at arbejde ud fra at problemerne og løsningerne er komplekse, at arbejde innovativt, netværksorienteret med bred involvering og evt. prøve løsningstiltag af i mindre skala, som ikke skaber nye problemer. Herudover at tillade sig at blive i problemet, forstå det og finde nuancer og sammenhænge.
Kulturen skal forstås i bred forstand. Kultur og kunsts rolle i disse indviklede problemer var et af emnerne for konferencen. Kulturen som formidler og debatskaber. Men også kulturens rollen i forhold til det enkelte menneskes liv og styrkelsen af den mentale sundhed - blandt andet via fællesskaber.
Endvidere var der særskilt fokus på kulturens rolle i forhold til bæredygtighedsdagsordenen.
Konferencen gav inden for disse emner en række inputs til, hvordan vi i Middelfart Kommune kan arbejde videre med emnerne og eksempelvis drøfte:
- Hvordan kan Middelfart Kommune sætte fokus på af brug af data og viden på kulturområdet i forhold til udviklingen af kulturområdet? Konkret kan muligheden for at koble sig på Kulturens Analyseinstitut og deres undersøgelser afprøves, idet analyseinstituttet efterspurgte kommuner, som vil samarbejde omkring denne dagsorden.
- Hvordan kan Middelfart Kommune arbejde med koblingen mellem fagområderne og kulturens rolle i de indviklede problemer – herunder ex. sundhed, bæredygtighed og koblingen til børneområdet. Konkret er der fokus på unges trivsel og fællesskaber, men er der andre fokusområder, som vi i Middelfart, burde dyrke noget mere?
- Hvordan kan vi arbejde med netværksskabelse på kulturområdet og faciliterede fællesskaber? I hvor høj grad skal vi samle kulturaktørerne for sig selv, eller skal netværksdannelse ske endnu bredere med flest mulige private og offentlige aktører?
- Hvordan kan vi arbejde med Kulturrygsækken og en lokal Kulturkanon, som er en del af byrådets/udvalgets politiske mål? Der kan hentes inspiration fra andre steder og dette kan drøftes i udvalget i et senere møde.
- Nogle kommuner - bl.a. Aarhus - stiller krav om klimaregnskab til støttemodtagere. Det kan undersøge nærmere, hvordan dette kan udformes på en måde, som også tager hensyn til bureaukratiske konsekvenser for modtagere.
Økonomi
Ingen
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Drøftet.
Behandlingsplan
107. 2. budgetopfølgning pr. 31.05.2023 for Børn, Kultur og Fritidsudvalget
Sagsnummer: 2023-007481
Sagsbehandler: Mads Sandager Hansen
Præsentation
Økonomiafdelingen har i samarbejde med fagforvaltningerne udarbejdet 2. budgetopfølgning pr. 31. maj 2023.
Resultatet af opfølgningen gennemgås i denne sag.
Forvaltningen foreslår
- At 2. budgetopfølgning pr. 31. maj 2023 godkendes.
Sagsbeskrivelse
I forbindelse med budgetopfølgningen på Børn, Kultur og Fritidsudvalgets område, forventes et samlet merforbrug på 8,240 mio. kr. i forhold til det oprindelige budget.
Det samlede forventede merforbrug er fordelt med et mindreforbrug på 2,249 mio. kr. på Kultur og Fritid, et merforbrug på 10,573 mio. kr. på Børn, Familie og Sundhed samt et mindreforbrug på 0,085 mio. kr. på Dagtilbud.
I forhold til anlægsprojekter forventes et mindreforbrug på 12,844 mio.kr. i forhold til det korrigerede budget inkl. over-/underskud.
Kultur og Fritid
At der på Kultur og Fritid realiseres et mindreforbrug på 2,249 mio. kr. i forhold til det oprindelige budget. På den centrale budgetramme forventes et mindreforbrug på 1,000 mio. kr., som vedrører disponerede midler (meddelte tilsagn), der ikke forventes udbetalt i 2023 på grund af tidsforskydning. På den decentrale ramme forventes Middelfart Bibliotek, som aftalt i handleplanen for underskudsafvikling, et mindreforbrug på 0,450 mio. kr. Der forventes en merudgift på huslejen til Kulturøen på 0,200 mio. kr., der finansieres inden for rammen på området. Samtidig forventes det, Kultur og Fritid realiserer bidraget med 0,880 mio. kr. til den samlede budgetoverholdelse.
Familie og Forebyggelse
At der på Familie og Forebyggelsesområdet forventes et samlet merforbrug på 10,573 mio. kr. i forhold til det oprindelige budget. Der er tale om et generelt forhøjet udgiftstryk på såvel forebyggelse, anbringelser og udgifter til kompensation til forældre med børn med psykisk og fysisk funktionsnedsættelse.
Siden 1. budgetopfølgning er der en stigning i udgifter på 7,414 mio.kr. Dette har baggrund i 5 dyre nye anbringelser, øgede udgifter til socialdel og efterskoleophold, familiebehandling samt udgifter til ophold på sikret institution.
Dagtilbud
Dagtilbudsområdet under ét forventes at realisere et mindreforbrug på 0,085 mio. kr. i forhold til det oprindelige budget. Dagtilbudsområdet er således godt i gang med at implementere de udgiftsreducerende tiltag fra sikringsplanen som blandt andet omhandlede færre udgifter til kompetenceudvikling samt bedre balance i økonomien i de enkelte daginstitutioner, som følge af tilpasning af vikarforbruget og diverse indkøb af inventar m.m.
Anlæg
Der forventes et mindre forbrug på 12,844 mio.kr. i forhold til den samlede anlægsramme på 72,138 mio.kr. inkl. over-/underskud.
Økonomi
Se sagsbeskrivelse samt vedhæftede bilag
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Taget til efterretning.
Behandlingsplan
Bilag
108. Ændring af børns alder ved start i børnehave fra 2 år og 10 måneder til 3 år
Sagsnummer: 2023-008178
Sagsbehandler: Mikkel Schjøtt-Kristensen
Præsentation
Senest den 1. januar 2024 skal Middelfart Kommune sikre vuggestuenormering på maksimalt 3 børn pr. pædagogisk medarbejder. Det gælder for alle børn i daginstitutioner frem til måneden efter børnene fylder 3 år. Dette gælder uanset, hvornår kommunen flytter børnene op i børnehave. Børn, Kultur og Fritidsudvalget skal tage stilling til en nye aldersgrænse for oprykning til børnehave.
Forvaltningen foreslår
- At det bliver godkendt, at børn i dagpleje og vuggestue i Middelfart Kommune fra januar 2024 skifter til børnehave den 1. i måneden, efter de fylder tre år.
Sagsbeskrivelse
Folketinget vedtog i 2021 en lovændring vedr. ”Minimumsnormeringer i daginstitutioner og styrket tilsyn med dagtilbud m.v.”. Loven pålægger kommunalbestyrelsen at sikre, at der er vuggestuenormering til børn i daginstitutioner frem til den 1. i måneden efter, at børnene fylder 3 år. Loven træder i kraft d. 1. januar 2024.
I dag begynder børn i Middelfart Kommune i børnehave når de er 2,10 år gamle. For at leve op til lovkravet skal der enten ske en ændring i aldersgrænse for skifte til børnehave, eller sikres en normering i børnehaven, der lever op til minimumsnormeringen frem til måneden efter børnene fylder 3 år. Forvaltningen foreslår at lovkravet imødekommes ved at ændre aldersgrænsen for opstart i børnehave.
På dagtilbudsområdet i Middelfart Kommune viser befolkningsprognosen for 2023 og frem til 2034 et øget pasningsbehov for de 0-5 årige. Det er særligt børnehavepladser, der er et ekstra behov for. Der er truffet politiske beslutninger om at udvide kapaciteten med byggerier i perioden 2023-2026, som hen over årene sikrer kapacitet til pasningsbehovet. Der er to opmærksomhedspunkter på børnehaveområdet. På kort sigt, omkring årsskiftet 2023/2024, vil der ligesom i 2022 være behov for at finde alternative løsninger, idet antal indmeldte børn i nogle børnehaver overstiger kapaciteten. For det andet viser befolkningsprognosen, at der på langt sigt i årene 2030-2034 vil være behov for flere pladser i kommunens børnehaver.
Derfor foreslår forvaltningen, at Middelfart Kommune sikrer overholdelse af lovkravet om minimumsnormeringer ved at fastlægge en ny aldersgrænse for skifte til børnehave, så der pr. 1. januar 2024 sker skifte til børnehave til den 1. i måneden efter barnet er fyldt 3 år. I dagplejen og i vuggestuerne er der kapacitet til at have børnene indskrevet de ekstra ca. 3 måneder. Samtidig vil denne løsning bidrage til at skabe en endnu bedre balance i kapaciteten for børnehavepladser.
Med det øgede bloktilskud i 2024 som følge af implementeringen af lov om minimumsnormeringer vil en nye aldersgrænse for skift til børnehave kunne løses inden for den eksisterende økonomiske ramme. For kommunen samlet set, vil der være 54 helårsbørn, der skal være 3 måneder længere i dagpleje/vuggestue og tilsvarende kortere tid i børnehave.
Befolkningsprognosen 2023 viser en stigning i efterspørgslen i Middelfart By og i Strib.
I Middelfart By er der samlet set de pladser i dagplejen og vuggestuerne, som kan rumme en ny aldersgrænse for start i børnehave. Dog vil søgningen nogle steder i distriktet ikke være i overensstemmelse med ledige pladser. Det vil fortsat være en opgave for pladsanvisningen at indgå i en god dialog med forældrene om de muligheder, der gør sig gældende på det tidspunkt, de har behov for pasning. De nye byggerier i Middelfart i årene 2024-2026 skaber i alt 60 ekstra vuggestuepladser. Den ekstra kapacitet kan både rumme befolkningstilvæksten og en ny aldersgrænse for børnehavestart (se bilag 1).
I Strib består den samlede kapacitet på 0-2 års området af 28 dagplejepladser og 64 vuggestuepladser. I årene 2024-2025 kan denne kapacitet matche pasningsbehovet ved en ny aldersgrænse for børnehavestart (se bilag 1). Der skal samlet set i Strib laves en udvidelse af kapaciteten – fra 2026 og frem for de 0-2 årige, og der arbejdes allerede i 2023 på øget kapacitet for de 3-5 årige.
I øvrige distrikter er der tale om meget få børn (2-4 børn), der skal være 3 måneder længere i dagpleje/vuggestue og kortere i børnehave. En ny aldersgrænse for start i børnehave kan derfor rummes inden for den eksisterende fleksibilitet i normeringen.
Økonomi
Bloktilskuddet for 2024-2026 på 10,859 mio. kr. dækker den øgede normering som følge af lov om minimumsnormeringer.
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Indstilles til godkendelse.
Behandlingsplan
Bilag
109. Godkendelse af rammer for dagbehandling på Brohuset
Sagsnummer: 2023-007420
Sagsbehandler: Louise Kjær Guul
Præsentation
I forbindelse med vedtagelsen af sikringsplaner på Byrådets møde den 4. maj 2023 blev der truffet beslutning om at udvide og permanentgøre den forsøgsordning, der har kørt på Brohuset med et dagbehandlingstilbud siden 1. marts 2022.
Forvaltningen foreslår
- At det bliver godkendt, at der etableres et dagbehandlingstilbud på Brohuset med henblik på opstart primo 2024.
- At der på Brohusets driftsbudget gives en negativ tillægsbevilling på 2,550 mio. kr. Bevillingen finansierer en anlægsbevilling til etablering af dagbehandlingstilbud på Brohuset.
- At der gives en anlægsbevilling med dertilhørende frigivet rådighedsbeløb på 2,550 mio. kr. til dagbehandlingstilbud på Brohuset.
Sagsbeskrivelse
Der har siden 1. marts 2022 kørt en forsøgsordning på Brohuset med et dagbehandlingstilbud rettet mod familier i udsatte positioner med børn og unge, der er i risiko for anbringelse. I forbindelse med vedtagelsen af sikringsplaner på Byrådets møde den 4. maj 2023 blev der truffet beslutning om at udvide og permanentgøre tilbuddet.
Baggrund
Som det fremgår af 2. budgetopfølgning for 2023 for Familie og Forebyggelse, er der et forventet merforbrug på 10,6 mio. kr. Dette tilskrives et generelt forhøjet udgiftstryk på såvel forebyggelse, anbringelser som udgifter til kompensation til forældre med børn med psykisk og fysisk funktionsnedsættelse. Det specialiserede børn- og ungeområde i Middelfart Kommune har gennem de seneste mange år haft et udgiftsniveau for 0-17-årige, der ligger blandt de laveste i Danmark.
For at kunne reducere presset fra ovenstående og stadig bevare et lavt udgiftsniveau ønsker Familieafdelingen at udvikle et dagbehandlingstilbud som alternativ til anbringelser, der kan bidrage til, at børnene og de unge kan bevare den tætte kontakt og relation til forældre, familie og nærmiljø.
Dagbehandlingstilbuddet på Brohuset
Dagbehandling på Brohuset tilbydes familier i udsatte positioner med børn og unge, der er i risiko for anbringelse, og hvor det vurderes, at der er et potentiale til at arbejde med forældrenes ressourcer og kompetencer. Tilbuddet yder en kompenserende indsats i familien med fokus på støtte, træning og rådgivning af forældre i deres forældrerolle. Formålet er at medvirke til ændringer i familien, som gør, at barnet kan forblive i hjemmet frem for, at barnet anbringes.
Målgruppen for tilbuddet er familier med børn i alderen fra tre år, og indtil folkeskolen færdiggøres, og hvor børnene/de unge er i dagtilbud eller skole i dagtimerne.
Dagbehandlingstilbuddet indeholder forebyggende behandling til forældrene og pædagogisk støtte til barnet/den unge i hverdagen. Endvidere tilbydes supervision til professionelle omkring barnet/den unge.
Siden 1. marts 2022 har Brohuset haft fire til fem børn i dagbehandling. Forudsætningen for sikringsplanen er, at dagbehandlingstilbuddet kan udvides pr. 1. januar 2024. Dette kræver, at der inden da er etableret de nødvendige fysiske rammer.
Økonomi
Der afsættes 2,550 mio. kr. til etablering af de fysiske rammer for dagbehandlingstilbuddet på Brohuset. 2,400 mio. kr. afsættes til at etablere bygningen og 150.000 kr. til at indrette lokalerne.
Den kommende driftsudgift finansieres under Familie og Forebyggelses samlede ramme.
Den økonomiske gevinst ved dagbehandlingstilbuddet forventes at være et mindreforbrug på anbringelser på 2,0 mio. kr. i 2024, 3,450 mio. kr. i 2025 og 4,9 mio. kr. i 2026 ved fuld indfasning.
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Alle punkter indstilles til godkendelse.